Nuet er nøglen til al forandring

Sep 08, 2020

 

En ældre beboer på et plejehjem opfordrede alle til at huske at nyde hvert et øjeblik af livet. Hun fortalte, hvordan hun selv havde levet meget af sit liv med fokus på fremtiden – det næste mål, den næste ting der skulle ordnes - levet på forventningen om, at livet ville blive bedre i fremtiden.

” First I was dying to finish high school and start college,
and then I was dying to finish college and start working,
and then I was dying to marry and have children,
and then I was dying for my children to grow old enough for school so I could return to work,
and then I was dying to retire,
and now I am dying ……. and suddenly I realize I forgot to live.”


Rigtig mange af os kender til det med ”at udskyde livet”. Vi bilder os ind, at livsglæden ligger ude i fremtiden og ikke lige nu. Vi tror, at vi først lige skal have regnet det hele ud; at vi skal have det rette job; at vi skal tage en ny uddannelse; at vi skal tabe os 10 kg; at vi skal have den rigtige partner; at vi lige skal have ordnet vores to-do-lister; at vi skal have styr på os selv og helet alle vores sår etc….

Listen er uendelig.......

Så vi skynder os, vi præsterer, vi stræber, vi kæmper, vi analyserer, vi fikser ting – og vi venter og udskyder.

Vi venter på fremtiden – vi venter på ”et bedre øjeblik”. Og i vores venten glemmer vi, at vores liv foregår lige nu – i det her øjeblik.

Øjeblik efter øjeblik.

Vi glemmer, at nuet er alt, vi har. Vi har jo hørt det før - men vi glemmer et igen og igen.

Vi bliver fanget ind af alle tankerne i vores hoveder – vores gamle historier, dramaer, vante tankemønstre, bekymringer, frygt .............Vi bliver let fanget ind i, at tilværelsen, andre mennesker og vi selv skal være på en bestemt måde, før vi kan leve vores liv fuldt ud – før vi kan være glade og fulde af kærlighed, inspiration og livskraft.

Vi må igen og igen minde os selv om, at glæden, kærligheden og meningsfuldheden allerede er til stede som en mulighed i hvert øjeblik. At vi kan læne os ind i nuet, præcis som det er.

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal opgive vores drømme, eller at vi ikke må ønske os noget. Det betyder, at vi husker at bringe en stor del af vores opmærksomhed til nuet - lige præcis, som det er.

Det er i nuet, vores liv udfolder sig.
Det er i nuet, at al forandring finder sted.

Det der er så unikt ved os mennesker er, at vi har evnen til at tage et bevidst valg. Et valg om ikke at vente med at leve vores liv fuldt ud – ikke at vente til vi har styr på det hele – ikke at vente til engang i fremtiden med at leve det liv, vi elsker.

Vi har et valg om at leve fuldt ud hver dag, så godt vi nu kan – midt i alt vores kaos og uperfekthed.

Vi kan vælge at være bevidst og kærligt til stede øjeblik efter øjeblik.

 

Det er virkelig værd at have det, jeg kalder en daglig nærværspraksis, hvor vi bevidst træner vores sind i at være nærværende i nuet. 

Reflekter over, hvordan DU kan nære dit bevidste nærvær i nuet og prioriter så at handle på det. Da vil du helt sikkert opleve forandring i dit liv.

Tusind tak fordi, du læste med.

Kærligst Helle

Close

Nyhedsbrev Fra Heartbased Life

Hvis du er interesseret i at vide mere om Mindfulness, Compassion og Hjerteintelligens så følg med her.