Psykiater i Vejle: Her er din superkraft mod stress - brug den, hvis du vil være glad og lykkelig

Helle Lisle fra Vejle er ikke et sekund i tvivl om, at der er meget at vinde ved at være mere taknemlig. Foto: Lars Saugbjerg.


I en ny bog inviterer Helle Lisle fra Vejle dig ind i et univers, hvor du får mulighed for at mærke mere mening med livet. Med nogle simple greb kan du opnå glæde og overskud - ligefrem en dyb forandring i dit liv, mener forfatteren.

Der findes en modgift til stress, negative tanker, bekymring og tristhed.

Modgiften er "taknemlighed". En superkraft, vi alle er i besiddelse af.

Ifølge psykiater Helle Lisle fra Vejle er det ikke småting, vi kan få ud af at være mere bevidste om, hvad taknemlighed gør ved os. Det vender vi tilbage til.


Prøv lige at tænke på noget, du er taknemlig for. Noget i dit liv, som betyder noget for dig. Det kan være en søn eller datter, det kan være et job - eller en seng at sove i.”
                                                                                                           Helle Lisle

                   

Helle Lisle har netop udgivet bogen "Mit taknemlige hjerte", der blandt andet indeholder nogle simple greb, der gør det let at træne sin "taknemligheds-muskel".

Taknemlighed er nemlig ikke kun en følelse, det er en færdighed, der kan trænes.


Sådan gør du
Du kan let opnå den rare følelse af taknemlighed. Bare tænk på noget, du værdsætter - og dvæl ved tanken. Men hvis du vil gå all in, bør du begynde med følgende:

- Køb en flot notesbog og lav en taknemligheds-dagbog. Det er  effektivt, alle mennesker burde gøre det. Skriv i den, gerne hver dag eller tre til fem gang om ugen: Jeg er så glad og  taknemlig for, at min dreng er sund og rask... Giv dig selv et øjeblik til at mærke efter, hvorfor du er taknemlig, så det ikke blot bliver en intellektuel øvelse. Man skal kunne mærke taknemligheden, siger Helle Lisle, og lægger sin hånd på brystet for at illustrere, hvor følelsen sidder.

 - Taknemlighed er noget, vi føler i hjerteområdet, bag brystbenet, siger Helle Lisle.

- Det er blevet tydeligt for mig, at der simpelthen er så meget at hente i hjertet. Vi skal have genskabt vores kontakt til hjertet, for vi lever enormt meget oppe i hovederne. Vi har så travlt, tænker så meget og forsøger at løse alverdens problemer. Med hjertet kan vi noget andet...


Dagbog og meditation
I sin nye bog præsenterer Helle Lisle 13 eksempler/øvelser på, hvordan du kan træne din taknemlighed. Via hendes hjemmeside er der også seks meditationer, der kan være med til at bringe mere taknemlighed ind i dit liv.

- Men begynd med din dagbog - og brug den resten af livet. Jeg har set, at den virkelig kan rykke folk, for eksempel depressive klienter, som oplever en klar forbedring. På dårlige dage, hvor alt er sort, kan man læse i sin dagbog, hvordan virkeligheden var for tre dage siden - den var fyldt med taknemlighed, siger psykiateren, der peger på, at "hjertekontakten" også kan hjælpe stress-ramte klienter.

Når dagbogen kører, anbefaler Helle Lisle, at man går i gang med morgenmeditation.

- Det tager kun 10 minutter, hvor du får skabt en "tone" for resten af din dag. En tone, der fokuserer på taknemlighed. Du skal ikke gå i gang med at løse alle dagens problemer, så snart du svinger benene ud af sengen.


”Hvordan ville det egentligt være, hvis jeg ikke havde et køleskab. Eller hvis jeg ikke havde en seng at sove i. Der er så mange gode grunde til at være taknemlig.”                                                                                                                                  Helle Lisle, psykiater

                                         

Helle Lisle foreslår, at man giver sig selv en opgave.

- I løbet af dagen skal du prøve at få øje på alle de ting, der gør dig taknemlig. Det kan også være, at du vil sige tak til andre mennesker. Du kan også italesætte taknemlig hjemme i familien. Eller forestille dig et andet liv, uden alle hverdagens bekvemmeligheder. I det hele taget er der mange simple øvelser, siger Helle Lisle.


Positiv effekt
Gennem de seneste år er der blevet forsket meget i effekten af at kultivere taknemlighedsfølelsen. Resultaterne er på tværs af lande ganske klare, fortæller Helle Lisle. 

- Der hersker ingen tvivl om, at der er en meget positiv effekt.

- Taknemlighed er godt for vores generelle trivsel og for vores fysiske og mentale sundhed. Dertil kommer, at det er godt for vores relationer og for vores samfund som helhed.

 

”Taknemlighed er en færdighed, der kan trænes. Taknemmelighed er også noget, vi føler i hjerteområdet, bag brystbenet.”                                                                                                                                               Helle Lisle, psykiater

                 

I sin bog lister Helle Lisle en lang række områder op, som bliver påvirket positivt, når vi er taknemlige. Vores søvn, energi, immunsystem, blodtryk og spændinger. Vi oplever mere optimisme, mindre nervøsitet, angst og tristhed. Vi bliver mere hjælpsomme, udadvendte og vores relationer bliver tættere. Vi udvikler en bedre selvværdsfølelse. Og meget, meget mere.

- Der er super meget forskning på emnet, og med min lægefaglige baggrund kan jeg jo godt lide, at der er noget evidens for det, jeg siger. Bogen er en kombination af cases, min egen historie og nogle evidensbaserede ting.

"Mit taknemlige hjerte" kan købes via Saxo og Helle Lisles hjemmeside.


Om Helle Lisle

  • Helle Lisle er speciallæge i psykiatri og har haft egen klinik i 15 år.
  • Hun har en bred terapeutisk uddannelse og er tillige uddannet inden for mindfulness, compassion og "hjerte-intilligens".
  • Helle Lisle har i 2018 stiftet Heartbased Life. Hun har netop udgivet bogen "Mit taknemlige hjerte", der blandt andet handler om, at taknemmelighed er din indre "super-power", en vej til mere glæde og overskud.
  • Sidste år udgav Helle Lisle bogen "Mindfulness & Compassion".